Da Lone lærte at vente på tallene, før hun trak en konklusion
5 min. læsning
Lones spørgsmål i begyndelsen af efteråret
Lone driver en lille forening for havefolk i en by på Salling, og hun kom til kurset med et helt konkret problem. Hendes foreningsside havde i nogle uger fået flere reaktioner på billedserier med ti til tolv fotos end på de korte videoer, hun ellers brugte. Hun var fristet til at lægge hele sin planlægning om og droppe videoerne.
Da jeg mødte hende i modulet om trendanalyse, lagde jeg mærke til, at hun allerede havde samlet skærmbilleder og noter. Det er et godt udgangspunkt, for det betyder, at man ikke går på fornemmelser alene. Men hun havde ikke skrevet ned, hvor tallene kom fra, eller over hvor lang tid de var set.
Vi aftalte, at hun ikke skulle beslutte noget den første uge. Opgaven var først at beskrive, hvad hun faktisk kunne se, og hvad hun bare formodede. Den adskillelse alene gjorde hendes spørgsmål meget mindre dramatisk.
Først skelner vi mellem udsving og ændring
Et udsving er noget, der viser sig i få uger og så forsvinder igen. En varig ændring ses over længere tid og i flere sammenhænge på én gang. Det lyder enkelt, men i praksis er det svært at se forskel, når man står midt i det og har lyst til at handle.
Lone fik til opgave at gå tilbage i sit eget materiale og se på, hvordan billedserierne havde klaret sig i foråret og sommeren. Det viste sig, at der også tidligere havde været et par uger med flere reaktioner på serier, især når temaet var sæsonbetonet, som høst og beskæring.
Vi talte om, at efteråret i sig selv kan give flere reaktioner på bestemte emner. Det er ikke en trend i medierne, men et rytmeudsving i hendes målgruppes hverdag. Den erkendelse ændrede, hvordan hun læste sine egne tal.
- Se på mindst flere måneder, ikke kun de seneste uger
- Noter, om stigningen hænger sammen med årstiden
- Sammenlign med dit eget materiale, ikke kun med andres
Så ser vi på, hvem der fortæller om trenden
Næste skridt var kildekritik. Lone havde læst flere opslag, hvor folk fastslog, at lange billedserier var på vej frem. Jeg bad hende finde ud af, hvem afsenderne var, og hvad de byggede deres påstand på.
Nogle henviste til egne erfaringer med få opslag, andre til tal uden forklaring af, hvordan de var opgjort. Kun ét af opslagene beskrev sin fremgangsmåde, så man kunne vurdere den. Det er ikke ensbetydende med, at de andre tog fejl, men det betyder, at man bør veje dem anderledes.
Lone sagde, at hun aldrig havde tænkt på, at en trend også har en fortæller med en egen interesse. Det er en vane, vi øver i undervisningen: spørg altid, hvad afsenderen får ud af, at du tror på det.
- Hvem har skrevet det, og hvad bygger det på?
- Er metoden beskrevet, så du kan vurdere den?
- Fortæller flere uafhængige kilder det samme?
En lille prøve i stedet for en stor omlægning
Da Lone havde et mere nøgternt billede, foreslog jeg ikke, at hun skulle vælge enten eller. I stedet planlagde vi en lille prøve over seks uger, hvor hun skiftede mellem en billedserie og en kort video om samme emne og noterede, hvordan hver fungerede.
Hun skrev på forhånd ned, hvad hun ville tælle, og hvad hun ville kalde et tydeligt resultat. Det er vigtigt at gøre før, ellers har man en tendens til at finde det, man håber på, bagefter.
Prøven var lille nok til, at den ikke truede resten af hendes arbejde med foreningens side. Og den gav hende noget, hun kunne bruge, uanset udfaldet, nemlig viden om sin egen målgruppe frem for en gætteleg om alles.
Hvad Lone fandt ud af
Efter seks uger var billedet blandet. Serierne fik fortsat lidt flere reaktioner, men de korte videoer blev set til ende af mange flere, når de handlede om noget praktisk, som hun kunne vise trin for trin. Det var altså ikke et spørgsmål om, hvilket format der var bedst, men hvilket der passede til hvilket indhold.
Lone besluttede at beholde begge formater og lade emnet afgøre valget. Hun skrev en kort note til sig selv om, hvad hun havde lært, så hun kunne vende tilbage til den næste efterår.
Jeg synes, det er en ærlig konklusion. Den lover ikke mere rækkevidde, men den giver et bedre grundlag for hendes næste beslutninger.
Det, jeg selv tager med fra forløbet
Som underviser i video og klip bliver jeg ofte spurgt, hvilket format der er det rigtige. Lones forløb mindede mig om, at spørgsmålet sjældent kan besvares uden at kende indholdet og dem, det skal nå.
Det bedste, vi kan gøre i trendanalyse, er at sænke tempoet lidt. Se længere tilbage, spørg til kilden og afprøv i lille skala, før du ændrer det hele.
Det kræver ikke særligt udstyr eller forkundskaber, kun tålmodighed og en notesbog. Det er også derfor, vi lader deltagerne arbejde med deres egne materialer og ikke med færdige eksempler.
Lones sag viser, at en trend ikke er en ordre. Hun begyndte med et skarpt udsving og endte med en rolig plan, fordi hun gav sig tid til at se tilbage, spørge til kilderne og prøve i det små. Resultatet var ikke en genvej, men et bedre overblik over sin egen målgruppe, og det kan alle med en lille side opnå med de samme enkle skridt.
Læs også
Jonas Bramsen
Underviser i video og klipJonas er uddannet filmklipper og vejleder i optagelse, klip og lyd til korte formater.